Danmarks vildeste log
Juli 22 - Solbrinken 36
Indhold
Privat haveejer fortæller:
Ca. 60 - 70 kvadratmeter af haven er tilstået/ beplantet med træer og blomster, som insekter og fugle har gavn af.
Størrelse
70 m²
Juli 22 - VM-skoven
Indhold
I Herning Kommune er der i foråret 2022 etableret et større sammenhængende skovområde omkring Løvbakkerne, nord for Herning. Området er i forvejen præget af store sammenhængende skovarealer og det nye område skaber naturlig sammenhæng med de øvrige skove.
Formålet med projektet er:
- Forbedre natur, miljø og klima gennem ophør af landbrugsdrift
- Lagre CO2 i skovens træer i mange årtier frem
- Skabe fremtidige levesteder for arter tilknyttet skov
- Skabe rekreative oplevelser for borgerne i Herning Kommune
20 ha landbrugsjord er taget ud af omdrift og overgår til skov og lysåbne naturarealer. Der er tilplantet ca. 14 ha, mens de resterende 6 ha består af lysåbne arealer. Det tilplantede består for størstedelens vedkommende af hjemmehørende løvtræer. Skoven og de lysåbne arealer er etableret så de skaber rammer for store rekreative aktiviteter, med positiv indvirkning på folkesundheden, samtidig med at projektet tilgodeser grundvand, klima, natur og miljø.
Projektet er blevet til i samarbejde mellem flere aktører. Det er startet som et grønt initiativ som følge af afholdelsen af VM i ridesport i Herning i 2022. VM-selskabet, Growing Trees Network og Herning Kommune har i fællesskab etableret den nye skov.
De medvirkende aktører i projektet ønsker at inspirerer andre til hvordan store events kan afholdes mere bæredygtigt.
Størrelse
200000 m2
Samarbejdsparter
VM-selskabet for VM i ridesport 2022, Growing Trees Network og Herning Kommune
Juni 22 - Vild have på Sønderagervej 9, Aulum - opdateret
Indhold
Privat haveejer fortæller:
I 2021 har vi lavet ca. 70 m2 vildt areal fordelt forskellige steder i haven. Ca. 45 m2 er med alle mulige vilde blomster, og de resterende 25 m2 er med græs, frugtbuske, ukrudt osv. Der er også et ombygget skab, der fungerer som insekthotel og en ret stor kvasbunke ved komposten, hvor der bor et pindsvin til leje. I et af græsbedene har vi et lille vandhul, hvor vi over sommeren har observeret 3 forskellige frø/tudse arter.
I 2022 har vi valgt at opgradere til 500 m2 vild have. Det er jo ikke til at se forskel på ukrudt og små skud af sidste års frø, så det hele har fået lov til at stå i år.
Ud over de vilde områder, bugner vores have med enorme bede af lavendler, sommerfuglebuske og roser. Som tiltrækker en del insekter i forvejen. Efter etableringen af vild natur har vi set en stigning af insekter i vores have. Jeg har observeret 17 forskellige fuglearter i haven hen over året, selv om at vi har en kat, og vi har 8-10 fuglekasser oppe hvert år. Vi har også nogle sommerfugleredekasser og en muldvarp nederst ved komposten. Haven er giftfri
Størrelse
500 m2
Juni 22 - Faunastriber
Indhold
Projektet Faunastriber har eksisteret siden 2015. Projektet er skabt i et bredt samarbejde imellem en lang række grønne organisationer, landboforeninger og kommuner. Faunastribeprojektet fungerer ved at jordejeren lægger jord til og betaler maskinstationen for at gøre arbejdet med såning. De jordejere der får sået faunastriber, bliver opfordret til at lade striben stå i flere år, både fordi flere af blomsterne i blandingen er flerårige og fordi de insekter der slår sig ned i striberne jo ville forsvinde igen, hvis striben blev pløjet op.
Siden projektets start er der sået 367 km á tre meters bredde, hvilket svarer til 110 ha faunastriber siden projektets start. I 2021 og 2022, hvor konkurrencen om DKs vildeste kommune har forløbet, er der sået 60 km faunastriber, svarende til 18 ha.
Flere grundejer- og haveforeninger er begyndt at vise interesse for at få sået Faunastriber.
Størrelse
180.000 m2
Samarbejdsparter
Danmarks Naturfredningsforening
Dansk Ornitologisk Forening
Danmarks biavlerforening
Stående jagthunde i Danmark
Danmarks jægerforbund
Plantning og Landskab
Herning-Ikast Landboforening
Holstebro Struer Landboforening
Jysk Landbrug
Sydvestjysk Landboforening
Familielandbruget VEST-Jylland
Grindstedegnens Familielandbrug
SAGRO
Herning Kommune
Ikast-Brande Kommune
Holstebro Kommune
Struer Kommune
Vejen Kommune
Billund Kommune
Varde Kommune
Esbjerg Kommune
Læs mere om Faunastriber på deres egen hjemmeside
Juni 2022 - Uldjydevej 2, Birk
Indhold
AFLD som har kontorlokaler på Uldjydevej 2 i Birk, havde et ønske om at arealerne omkring kontorbygningen kunne drives på en mere biodiversitets venlig måde. Det er kommunen der passer arealerne, så efter et møde med AFLDs kontorfolk og kommunens græsklippere blev det aftalt at arealet omkring bygningen kunne få lov at vokse vildt hel over sommeren og nøjes med en klipning i det sene efterår. Det vil både gavne harer, småfugle og insekterne i området.
Størrelse
2500 m2
Samarbejdsparter
AFLD, Herning Kommune
Juni 22 - Blue Fox goes green
Indhold
Ishockey-arenaen på Holing-knuden fik i 2021 etableret en ny parkeringsplads. Da Ishockeyklubben Blue Fox i forvejen arbejdede med bæredygtighed, under mottoet Blue goes Green, var det helt naturligt at arbejde med mere biodiversitet i parkeringsarealet. Der blev derfor sået vilde hjemmehørende blomster i striber imellem parkeringsbåsene. Blomsterne blev sået i 2021 og eftersået i efteråret 2021. Nu står det fineste blomsterflor og pryder p-pladsen.
Størrelse
2500 m2
Samarbejdsparter
Blue Fox, Herning Kommune
Juni 22 - Vild have på Skovvænget 81, Haderup
Indhold
Privat haveejer fortæller:
Sidste år tilsåede jeg et areal, med vilde hjemmehørende blomster, derudover har vi staudebed og blomsterne busker i haven. Haven bliver i dag besøgt af mange insekter. De viste billeder er fra den 5/6 2021
Størrelse
20 m²
Juni 22 - Vild have på Benediktesvej 22, Lind
Indhold
Privat haveejer fortæller:
Vi har ladet bælter af græs stå uberørt hen i vores have. Det skaber nogle naturlige rum, og haven virker større på den måde. Et par af bælterne er valgt af strategiske årsager. Ved at have højt græs på hver side af gyngestativet, er det håbet, at børnene bliver nudget til at gynge mere. Det ser simpelthen mere indbydende ud.
Størrelse
30 m²
Maj 22 - Vildt landskab hos Dilling
Indhold
Foran Dillings bygninger med direkte indkig fra Sundsvej er der sket stor forandring. Morten Dilling fortæller: Vi har i parken lavet 3 vandhuller, og sået vildt græs og sået blomsterfrø.
Parken har et praktisk formål i forhold til at håndtere regnmængder fra 4.000 m2 lagerhal. Parken giver dog også mulighed for skabelse af liv og styrkelse af biodiversitet.
Den jord vi har gravet op til vandhullerne, har vi brugt til at lave bakkede landskaber. Vi er opmærksomme på at insekter har svært ved at finde steder at spise, og være. Her er vandhuller og forskellige planter oplagt til at styrke biodiversiteten.
Vores oplevelse er, at når man først oplever det liv, som opstår, får man lyst til at lave endnu mere og gøre det endnu vildere. Faktisk bliver den vilde natur også ofte utroligt smuk, og skaber noget andet udsyn end de velfriserende græsplæner. Vi har ud over det nuværende 'vilde' areal købt 30.000 m2, og her håber vi over de næste år at udbrede tankerne omkring vild natur og øget biodiversitet.
Størrelse
Ca. 7600 m2
Samarbejdsparter
Dilling har selv stået for det hele
Kategorien vildere
Dette projekt falder i kategorien vildere, fordi det er et arealmæssigt stort projekt, som kan få afsmittende effekt på andre virksomheder.
Maj 22 - Blomstereng hos Midtgaard Farver
Indhold
Et farverigt tæppe af vilde blomster kommer i foråret 2022 til at give øjet et pusterum i et ellers kedeligt industrikvarter i Herning. Her har Midtgaard Farver nemlig besluttet at en 3000 m2 stor græsplæne skal være vild med vilje og bidrage til biodiversiteten i kommunen.
Direktør hos Midtgaard Farver, Peter Bagterp, var ofte ærgerlig over, hvordan den store græsplæne foran hans farvehandel så ud. ”Vi ejer halvdelen af plænen, og kommunen ejer den anden halvdel”, siger Peter. ”Og vi slog den aldrig samtidig, så den var aldrig rigtig pæn at se på”. Derfor fik han ideen om at konvertere græsplænen til en stor blomstermark med en mangfoldighed af vækster, som bierne kan boltre sig i. ”Vi er meget optagede af, hvordan vi kan skabe et bæredygtigt bidrag i vores lille hjørne af verden, og det passer jo perfekt med et farverigt flor foran en farvehandel,” Fortæller Peter.
Herning Kommune var med på ideen, og i maj bliver der sået blomster på de ca. 3000 m2.
Størrelse
3000 m2
Samarbejdsparter
Midtgaard Farver, Let it Bee og Herning Kommune
Kategorien vildere
Dette projekt falder i kategorien vildere, fordi det er et arealmæssigt stort projekt, som kan få afsmittende effekt på andre virksomheder.
April 22 - Blomsterløg rundt omkring i Herning og de større byer
Indhold
I efteråret 2021 blev der lagt blomsterløg forskellige steder rundt omkring i Herning og i de større byer i kommunen. Løgene blev lagt på grønne områder, hvor der er græsplæner i forvejen. Blomsterløgene skal give farver og gøre arealerne mere spændende i forårsmånederne.
Blomsterløg blomstrer desuden på et tidspunkt, hvor der ikke er mange andre planter der blomstrer. Blomsterløgene kan derfor godt udgøre en vigtig pollen og nektarkilde for de tidlige insekter, som bier og humlebier.
Størrelse
1310 m2
Marts 22 - Okkerprojekt med ny natur i Skavlkær
Indhold
Landmand Søren Jensen fra Vildbjerg havde en række gamle lerdræn som ikke virkede ordentligt og marken var våd og svær at dyrke. Spuling af drænrør ud i bækken er ulovligt idet det ville forårsage en okkerforurening.
Søren fik en idé til hvordan han med simple tilretninger kunne lave en nemmere og mere miljøvenlig løsning. Kommunen og miljøstyrelsen godkendte projektet, og et stykke oppe på marken har han nu lavet en tværgående grøft, der afskærer og opsamler vand fra alle 13 dræn på en 300 meter lang strækning. Selve grøften ender i et mindre bundfældningsbassin med hævet afløb. Her bundfælder sand og okker inden drænvandet løber til vandløbet. Bundfældningsbassinet kan han selv tømme efter behov. Der er lavet en ordning så opslæmmet okker ikke ender i vandløbet når drænene vedligeholdes.
De gamle dræn på vandløbssiden er nu lukket og det vandløbsnære areal på ca. 1,2 hektar er taget ud og får nu lov til at udvikle sig til natur.
Projektet er et godt eksempel på hvordan man ved enkle få greb kan:
- afværge drænenes negative effekt på vandløbet,
- give plads til mere natur,
- forbedre dræning og jordens dyrkningsmæssige værdi
- gøre vedligeholdelsen af drænsystemer nemmere.
Størrelse
12.000 m2 (1,2 hektar)
Samarbejdsparter
Privat lodsejer
Kategorien vildere
Dette projekt falder i kategorien vildere, fordi det er et godt eksempel på hvordan man kan finde løsninger i landbruget som tilgodeser både landbrug og natur. Og det er et privat initiativ.
Marts 22 - Vilde tiltag på Tavlundvej
Indhold
På Tavlundvej syd for Lind, ligger et offentligt areal. Her vil der blive lavet en række naturforbedrende tiltag som tilsammen skal skabe bedre vilkår for planter, insekter, fugle og dyr. De tiltag der bliver lavet, skal fungere som inspiration til haveejere, der gerne vil lave vilde tiltag i deres egen have.
Der bliver lagt soleksponerede stendynger som kan blive til lune steder, hvor snoge, firben, mus og humlebier kan finde skjulesteder og overvintre. I grendynger kan mariehøns, bænkebidere, skrubtudser, gærdesmutter, mus og pindsvin finde levesteder og føde og en jordvold med bar jord kan danne ynglested for flere arter af bier, biller og andre insekter. De graver gange i jorden og lægger deres æg dernede. En sydvendt skråning bliver varm i forårets første solstråler og er levested for jordbier og humler der ynder at grave huller og gange.
Noget af græsarealet vil blive klippet med en metode som kaldes ’fuldemandskørsel’. Fuldemandskørsel betyder at man klipper 1/3 af arealet efter tilfældighedsprincippet (man kører som en fuld) og lader resten stå. Året efter klippes en anden 1/3 af arealet. Herved bliver dele af arealet klippet hvert år, andre dele kun en gang imellem og nogle dele klippes aldrig. Det giver variation som giver plads til forskellige planter som kan være levested eller mad for forskellige dyr.
Størrelse
5 ha
Januar 22 - Mark til skov – Kibæk
Indhold
5,7 ha landbrugsjord tages ud af omdrift i tilknytning til eksisterende skov og naturarealer.
Heraf tilplantes ca. 3,6 ha aktivt med 70% løvtræer og -buske, 30 % nåletræer, mens de resterende dele udlægges til naturlig tilgroning og lysninger.
Størrelse
5,7 ha
Samarbejdsparter
Herning Kommune
Januar 22 - Mark til skov – Sdr. Felding
Indhold
I tilknytning til Svanholm Sø og eksisterende skov, tages 7,1 ha landbrugsjord ud af omdrift.
Heraf plantes skov på 5,6 ha. og ca. 0,5 ha fugtigt areal bevares som lysåben eng. Den resterende udgøres af lysåbne korridorer i bevoksningen.
Størrelse
7,1 ha
Samarbejdsparter
Herning Kommune
Januar 22 - Mark til skov – Skov Olesens Plantage
Indhold
På en tidligere dyrket mark er der plantet 50 % bøge-domineret skov, 20 % skovbryn og 30 % er efterladt til lysninger og naturlig tilgroning.
Tilplantningen er tilrettelagt, så 2 skovarealer bindes sammen, samtidig med at der bevares en lysåben korridor med mellem 2 hedearealer. Arealet er samlet på 1,7 ha. Heraf er der plantet træer på ca. 1,2 ha.
De resterende 0,5 ha er udlagt til lysning/naturlig tilgroning. I denne del er der også etableret et lille padde-skrab.
Størrelse
1,7 ha
Samarbejdsparter
Herning Kommune og Bestyrelsen for Skov Olesen
December 21 - vild have Kildevej 13 i Aulum
Indhold
Vi købte 2 ha jord af naboen, og vi har fået gravet 3 søer, plantet hjemmehørende buske, og ladet en del ligge urørt, hvor der efterhånden kommer træer.
Vi har 2 heste, der græsser. På grunden var der i forvejen mange gamle træer, så vi har mange kvasbunker.
Der er områder, hvor vi har sået/plantet vilde blomster.
November 21 - Vild have Sønderagervej 9 i Aulum
Privat haveejer fortæller om sin vilde have.
Indhold
Vi har ca. 70 m2 vildt areal fordelt forskellige steder i haven. Ca. 45 m2 er med alle mulige vilde blomster, og de resterende 25 m2 er med græs, frugtbuske, ukrudt osv. Der er også et ombygget skab, der fungerer som insekthotel og en ret stor kvasbunke ved komposten, hvor der bor et pindsvin til leje. I et af græsbedene har vi et lille vandhul, hvor vi over sommeren har observeret 3 forskellige frø/tudse arter.
Der har ikke været så mange udfordringer for at gøre haven vildere, det har været spændende og vi har prøvet os frem det bedste vi ved. Dog gav det sved på panden at grave 33 m2 af græsplænen op og køre det væk :).
Ud over de 70 m2 vi har gjort vilde over sommeren, bugner vores have med enorme bede af lavendler, sommerfuglebuske og roser. Som tiltrækker en del insekter i forvejen. Men efter etableringen af de 70 m2 vild natur har vi set en stigning af insekter i vores have.
Et godt råd for at gøre din have vildere er at gå ind mere open minded og ikke tænke så meget på at alle kanter skal stå skarpe. Det kræver lidt arbejde at omdanne ens have til en vildere have, men når arbejdet er gjort, kan du læne dig tilbage og se naturen blomstre frem.
Jeg brugte en del af min sommer på at ligge mellem bedene og observere de nye arter af sommerfugle og bier.
Jeg har observeret 17 forskellige fuglearter i haven hen over året, selv om at vi har en kat, og vi har 8-10 fuglekasser oppe hvert år. Vi har også nogle sommerfugleredekasser, men vi kan ikke helt lure om de er blevet brugt. Og vi har også en muldvarp nederst ved komposten. Haven er giftfri
Og endnu et godt råd til at gøre haven vildere: læn dig tilbage og lad den og ukrudtet gro.
Håber at andre vil hjælpe til med at gøre vores kommune mere vild. God fornøjelse.
Størrelse
70 m2
November 21 - Vilde blomster ved Arnborg Badesø
Indhold
Arealerne omkring Arnborg Badesø er siden søen blev anlagt blevet striglet flere gange årligt for at undgå at sandstranden skal gro til i ukrudt.
Søen er et yndet udflugtsmål, særligt i sommermånederne bliver sydsiden af søen brugt som badesø. I den nordøstlige del af søen er det tilladt at fiske, og her vil kommunen nu undlade at strigle sandet, så vilde blomster kan få lov at indvandre til området.
Det forventes at der vil kunne opstå en fin flora med lave blomster og mange insekter.
Størrelse
3700 m²
Oktober 21 - Vilde blomster på byggegrund i Kølkær
Indhold
Bruno Sørensen fra DN og Den lokale borgerforening i Kølkær har sået vilde blomster på en kommunal byggegrund i Kølkær. Arterne der er sået ud, er de samme som landmændene bruger, når de sår faunastriber, tilsat lidt yderligere arter.
Blomsterne giver føde til mange insekter og lokalt gætter man på, at der har være flere bier, sommerfugle og fugle, end der plejer at være.
Størrelse
600 m2
Samarbejdsparter
DN, Kølkær Borgerforening og Herning Kommune
September 21 - Lavbundsprojekt Fuglkjær Å
Herning kommune har i september udført naturgenopretning i et større område ved Smalhals Bæk, i forbindelse med etablering af kommunens første lavbundsprojekt.
Formålet med lavbundsprojektet Smalhals Bæk er at:
- Nedbringe udledning af drivhusgasser ved at hæve grundvandsstanden i projektområdet
- Forbedre natur og vandmiljø gennem ekstensivering af drift på landbrugsarealer
Der er udført en række tiltag i og ved Smalhals Bæk indenfor et ca. 24 hektar stort projektområde:
- Lukning af drængrøfter
- Etablering af stuvende grusstryg i Smalhals Bæk
- Sløjfning af dræn ved opgravning og fjernelse af dræn på mark, i eng og ved udløb
- Sløjfning af to drænbrønde ved opfyldning
- Overrisling af enge med drænvand
Projektet er udarbejdet som et lavbundsprojekt støttet af EU og udført i samarbejde med Landbrugsstyrelsen. I projektet indgår opkøb af jord og frivillige aftaler med lodsejere.
Projektet forventes at have følgende positive effekter:
- CO2 reduktion (ca. 470. ton CO2-ækv pr. år)
- Kvælstoffjernelse v. ændret arealanvendelse, infiltration og oversvømmelse (ca. 2.600 kg N/år)
- Projektet giver forbedret vand- og vandløbskvalitet, bedre forhold for ørred og lampret m.fl.
- Positiv effekt på arter tilknyttet vådere natur, herunder den truede art uldtuekogleaks som er fundet i området.
- Mere natur (udtagning af omdriftsarealer)
- Bedre arrondering
Ved projektet er dyrkede landbrugsarealer blevet opkøbt, og disse omlægges i forbindelse med projektet til natur, således at de økologiske forbindelser i området forbedres.
Med omlægningen er det tinglyst ved en vådområdedeklaration at der ikke fremover må jordbehandles, sprøjtes og gødes på projektarealerne.
Størrelse
24.080 m²
September 21 - Vild have på Irisvej 1 i Aulum
Privat haveejer fortæller:
Jeg har en lille have i Aulum, og de sidste 3 år har jeg arbejdet på at lave den grønne plæne til en vild oase hvor både vi og insekter og fugle kan være, jeg har særligt tænkt på bier og insekter når jeg har valgt planter, da størrelsen tillader det i den have jeg har.
Der er planter som blomstrer fra tidligt forår til ud på efteråret. Insekthoteller og fuldbookede bihoteller året rundt. Sten og træstabler som løbende tilføjes mere. Der er urter, frugt og bær.
Læmure og blomster i massevis fra tidligt forår til et godt stykke ud på efteråret. Arbejder løbende på at udvide mere og nu er pladsen ved at slippe op.
I haven er der selvsåede solsikker, krydderurter, og kæmpe jernurt som får lov at stå hvor de kommer, det samme tidligere på året hvor det er valmuer og akelejer der kommer op hist og her og ind imellem også lupiner.
Grunden er giftfri. Og det betyder ofte lidt ekstra arbejde for at styre det hele men det er til stor tilfredshed for os selv, pindsvin, tudser, bier og sommerfugle, et hav af edderkopper og massevis af insekter.
Hen over hele sommeren har vi kållarver i broccolien, vi har skvalderkål og lidt nælder som i år også har været bosat af sommerfuglelarver.
Her er lidt plads, men plads til os alle. Min have er et bevis på at man ikke behøver ret meget plads, for at kunne gøre noget godt for naturen.
Billederne viser: Plantevæg med stort insekthotel og læg mærke til humlebiernes landingsbaner til indgange over vores skur og garage, helt oppe ved taget. Her står solen varmt det meste året.
Størrelse
200 m²
September 21 - Vild have på Agerbjerg 104 i Snejbjerg
Indhold
Privat haveejer fortæller:
Da vi skulle grave ud til drivhus, placerede vi græstørv, så der blev skabt en sydvendt skråning på solrigt sted. Vi har fyldt sand på, udsået en frøblanding og suppleret med samlede frø fra vilde blomster samt købt bi-venlige planter (blåhat, røllike, knopurt, kællingetand).
Vi har hentet sten hos en lokal, som skulle af med dem. Stenene er brugt som afgrænsning af "overdrevet" og der er placeret enkelte større sten på arealet.
Et andet sted i haven (mere skygget) har vi blot vendt græstørv og sået en bi-venlig frøblanding samt nedgravet plastikspand til permanent vand.
Størrelse
25 m²
Billeder fra Agerbjerg 104
September 21 - Vild have på Glentevej 3
Indhold
Privat haveejer fortæller:
Grundet en gammel oversigts servitut, som vi senere har fået indskrænket, stod vi med cirka 100m2 grund som ikke havde noget formål. I forbindelse med renovering af vores indkørsel og have valgte vi derfor at få anlægsgartneren til at så blomster på de 100m2
Størrelse
100 m²
Samarbejdsparter
Herning Kommune
August 21 - Boligselskabet Fruehøjgaard – Afdeling Aaparken
Indhold
I foråret 2021 blev 2 områder udlagt til "Mere Natur" i Afdeling Aaparken:
- Det ene ligger i halvskygge ned mod eksisterende å og langs med Boligselskabet Fruehøjgaards administrationsbygning og afdelingens gildesal. Her er der anlagt blomstereng med 1-, 2- og flerårige planter, og desuden er græsslåning på det sidste stykke ned mod åen stoppet og eksisterende blomster og græsser får lov at gro.
- Det andet felt ligger op ad eksisterende garager og ud mod en vej. Det er et sydvendt, solrigt og meget tørt stykke jord. Her er der anlagt blomstereng med 1- og 2-årige planter.
Størrelse
Ca. 800 m2
Samarbejdsparter
Afdeling Aaparkens bestyrelse, Boligselskabet Fruehøjgaards Parkafdeling, JK Anlæg.
Kategorien vildere
Dette projekt falder i kategorien vildere, fordi det er synligt for mange og der er potentiale for at flere arealer kan komme med - også i andre boligforeninger.
Juli 21 - Børglumparken i Tjørring
Indhold
Beboerne i en almen boligforening har i samarbejde med boligselskabets grønne folk lavet vilde tiltag på deres fællesarealer.
De har anlagt løgplæne, sået vilde blomster i stedet for græsplæner og omlagt driften på skråninger fra klippet græs til vilde urter.
De arbejder med at etablere en skovhave hvor biodiversiteten får lov at få plads samtidig med at de kan høste frugt og grønt til deres fællesspisninger.
Størrelse
Ca. 2.000 m2
Samarbejdsparter
Afdeling Børglumparkens bestyrelse, Boligselskabet Fruehøjgaards Parkafdeling og Herning Kommune.
Læs mere om 'Vild have i Børglumparken', på deres egen hjemmeside.
Kategorien vildere
Dette projekt falder i kategorien vildere, fordi det er synligt for mange og der er potentiale for at flere arealer kan komme med - også i andre boligforeninger.
Juni 21 - Gjellerup Enge naturprojekt
Gjellerup Enge er et arealmæssigt enormt stort projekt med mange forskellige samarbejdspartnere. Derfor er der rig mulighed for at inspirere mange og intentionen er også her at slippe naturen fri.
900.000 m2 vild natur mere i Herning Kommune - læs her om idé og baggrund.
Ege Carpets har udarbejdet en "grøn vision" for naturen rundt om Ege Carpets fabrik i Herning. Visionen er at skabe optimale betingelser for biodiversitet og naturens udvikling i området. Formålet er at skabe et stort, sammenhængende naturområde øst for Herning By på arealerne omkring Hammerum Bæk.
Området udgøres i dag af dyrkede marker, moseområder, ferske enge og overdrev. Potentialet for at udvikle naturen og biodiversiteten i området er stor. Ved at tage arealer ud af omdrift og skabe en mere naturlig hydrologi skabes nye naturarealer og en mere naturlig ådal.
Naturplejen i området kan sikres ved helårsgræsning med vildheste og kvæg.
Bynatur
Hele det kommende naturområde ligger tæt på Herning by og lige ved siden af boligområdet i Gjellerup. Mulighederne for naturoplevelser er derfor et vigtigt element i projektet, som skal sikres ved bl.a. at etablere nye adgangspunkter og et sammenhængende stiforløb i området.
Herning Kommune og Den Danske Naturfond har efterfølgende indledt et samarbejde om at skabe bedre betingelser for biodiversiteten i Gjellerup Enge gennem etablering af helårsgræsning.
Projektet er under udvikling og naturforbedringer og naturpleje fastlægges i en naturplan, og der laves en friluftsplan. Arealer som på nuværende tidspunkt indgår i projektet kan ses på nedenstående kort. Der arbejdes for at skabe samarbejde med private lodsejere.
Potentiale for naturudvikling
Det meste af området nord for Hammerum Bæk er registreret som beskyttet eng, mose og mindre stykker med overdrev. I området ligger enkelte vandhuller der fungerer som regnvandsbassiner.
Engene og moserne er kendetegnede ved almindelige planter som kællingetand, mjødurt, dunhammer, sødgræs, lyseliv, mosebunke, kær-tidsel, ranunkler m.fl. Der er set hare og rådyr i området. Der er registreret 65 ynglefugle i området hvoraf flere af dem formentlig er tilknyttet projektområdet.
Værd at bemærke er knopsvane, gråstrubet lappedykker og sumpmejse. Herudover er der set isfugl ved Hammerum Bæk og for nylig er der observeret en hvid stork i engene.
Hammerum Bæk løber slynget igennem områdets sydlige del. I bækken er der registreret ørred, bæklampret, grundling og hundestejler.
Arealerne bliver drevet som græsarealer enten med slæt eller sommerafgræsning. Herning Kommunes vestlige arealer bliver forpagtet bort til afgræsning med får. De arealer der ligger mod øst er udlagt som hundeskov og vil ikke komme til at indgå i indhegningen.
Flere steder er der grøfter imellem parcellerne og langs Hammerum Bæk vokser pilekrat frem. Enkelte arealer bliver dyrket landbrugsmæssigt og andre er skov/krat-dækkede. Der er potentiale for at etablere en naturlig hydrologi i ådalen og helårsgræssende dyr vil kunne skabe en naturlig dynamik i området til gavn for fugle, insekter og biodiversitet generelt.
Potentiale for friluftsliv
På grund af områdets nærhed til Gellerup og Hammerum og via stisystemer under motorvejen også Herning by, er der et stort og pt. uudnyttet potentiale for friluftsliv og naturoplevelser.
I den østlige ende af området ligger en kommunal hundeskov med tilhørende stisystem. Nabkærstien løber fra motorvejen ind gennem områdets sydlige del og midt i området krydser den over ådalen og forbinder på den måde Gjellerup med Herning.
Der er potentiale for at etablere et netværk af vandrestier og besøgs-, formidlings- og opholdspunkter i forbindelse med projektet.
Maj 21 - Staulund naturgenopretning
Naturgenopretning i Staulund havner i den vildeste kategori, fordi det arealmæssigt er meget stort og indbefatter en hel ådal, der er blevet givet fri til naturens egne processer.
Med fokus på biodiversitet og Vild natur
I foråret 2021 har Herning Kommune udført et stort naturgenopretningsprojekt på de tidligere produktionsarealer ved Staulund Dambrug.
Arealerne var tidligere fattige på natur, med dybt nedgravede kanalagtige vandløb, hvori stemmeværk besværliggjorde fisks og andre vandløbsdyrs vandring. Det skabte dårlige strømforhold i vandløbene.
Fokus har været på både at fjerne spærringer og genskabe gode fysiske forhold og naturlig hydrologi i og omkring vandløbene Feldborg Bæk og Staulund Å.
Samtidig skulle ådalen langs Feldborg Bæk genskabes, med en artsrig og vild natur med stor biodiversitet. Projektet har været en del af Herning Kommunes projekt "Vild Med Natur" og indgår som et bidrag i konkurrencen om at blive "Danmarks Vildeste Kommune".
I forbindelse med ejerskifte på de tidligere dambrugsarealer, blev der i 2020, i privat regi, udført et større arbejde med udjævning af arealerne og oprydning, samt etablering af to søer på den østlige side af Staulund Å.
Herning Kommune påbegyndte efterfølgende projektering af et større naturgenopretningsprojekt på Feldborg-delen af dambruget samt i og ved Staulund Å
På de vestlige arealer ved Feldborg Bæk blev der genskabt en ådal med naturlige terrænforhold og hydrologi, et genslynget bækforløb, helt oppe i terræn, med stor fysisk variation og en række gyde- og opvækstarealer for ørred og lampretter specielt.
På de tørre arealer langs bækken blev etableret insektvolde, udlagt dødt træ, sten og stenbunker, samt etableret "sølehuller" for områdets bestand af krondyr.
Ved etableringsarbejdet blev bevoksninger af invasive plantearter (bjørneklo, spiræa, rød hestehov og glansbladet hæg) gravet væk fra arealerne, for at blive erstattet med hjemmehørende planter og svampe.
Forholdene i og ved Staulund Å blev optimeret gennem fjernelse af et gammelt, spærrende stemmeværk i vandløbet, hævning af vandløbsbunden med etablering af ti gydebanker for ørred og lampretter, afgravning af ustabile brinker for at mindske sandtilførsel, samt udlægning af store sten i vandløbet til skjul og levesteder for åens dyreliv.
Projektet er udført i et konstruktivt og inddragende samarbejde med lodsejerne, herunder Naturstyrelsen, som også har bidraget økonomisk til projektet.
Det forventes at vandløbene vil opnå god-høj økologisk tilstand for alle kvalitetsparametre: Fisk, smådyr og vandplanter, samt at hele området vil blive et biodiversitets-mekka med stor artsrigdom af både planter, svampe og dyr.
Maj 21 - Tranebærvejens Grundejerforening 2010, Vind
Indhold
Grundejerforeningen vil tilså dele af et fællesområde med vilde blomsterfrø for at skabe flere blomster til insekter og til biodiversitet generelt.
På den måde kan både de fastboende samt alle "forbipasserende" få en rigtig flot "blomstereng" at kigge på i forårs- og sommerperioden.
Herning kommune har leveret blomsterfrø og grundejerne har selv gjort jorden klar og sået.
Størrelse
Ca. 300 m2
Samarbejdsparter
Herning Kommune
Maj 21 - FGU Midt-Vest
Indhold
FGU står for Forberedende Grund Uddannelse. Det er en ny uddannelse, der forbereder unge under 25 år på at gå i gang med en ungdomsuddannelse eller komme i job.
FGU fortæller, at de har et ønske om at inspirere andre til at gøre noget andet end de sædvanlige grønne kedelige plæner, som kan trække enhver glæde ud af livet og vores insekter.
Efter drøftelse på skolen var der enighed om, at det gerne måtte være vildt, men samtidigt se pænt og kontrolleret ud. Enden blev et bed på 120 kvm foran skolen lige ud til den meget trafikerede Vesterholmvej.
De vilde bede er afgrænsede med skarpe kanter for at alle kan se, at det er med vilje og ikke bare noget sjusk.
FGUs filosofi er, at hvis vi alle gør bare en lille forskel, så bliver det rigtig stort.
Herning Kommune har leveret blomsterfrø og FGU har selv gjort jorden klar og sået.
Størrelse
120 m2
Samarbejdsparter
Herning Kommune
Kontaktinfo
Natur og Grønne Områder
Louise Berg Hansen
Biolog
Torvet 5, indgang C, 2. sal
7400 Herning
Tlf.: 96288144
Send e-mail
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.